Side:Den gamle Verden.djvu/149

Denne side er blevet korrekturlæst

143

— den er Tyrannen over alle Tyranner … ved De ikke det? Og Stannius — har De nu set tilbunds i min Natur — — er der endnu noget, De vil vide?

Stannius tav og tavse fulgtes de ned mod Plantagen. Da de gik langs den lille cirkelrunde Sø, der spejlede den klare Himmel, spurgte Kirsten Alrø:

— De gaar med alligevel, Stannius?

— Ja, svarede Stannius. Men kun for at tage Afsked … nu ved jeg, vi maa skilles.

I Plantagen var de ved at løbe vild. Uden at ville det fulgte de ikke den sædvanlige Vej, den Brandlinie, der førte direkte til Kattegat. Det var som om de nu engang maatte ind i Fyrretykningen. Idag susede Træerne ikke, de stod saa urokkeligt stille, stigende Luft og Lys, de gamle Træer ludende og krogryggede af Blæst, de yngre endnu brede og lave. Jordbunden duftede af de første Svampe, gule Rørhatte og hvide og røde Fluesvampe, der blanke og vortede borede sig op gennem det altid fugtige Mos …

Medens Fyrregrenene piskede ned over deres Ansigter og Skuldre, satte de Farten op — det var dem en Fryd som to Dyr at ar-