Side:Den gamle Verden.djvu/148

Denne side er blevet korrekturlæst

142

me til at staa helt ene med min pludselige Trang til at være til… det er Sagen, Stannius! Vi maa jo skilles — derfor vilde jeg sige Dem Farvel nu … Og naar jeg kom med Deres Farvel til Sophie, saa vilde hun tilgive mig.

— Nu forstaar jeg Dem ikke, sagde Stannius. Eller skulde jeg forstaa Dem altfor godt? … De sagde før, at De holdt af mig — men er det nu ogsaa sandt? Var det ikke Frygten for, at den Følelse, Fru Mulvad nærede for Dem, skulde glide over paa mig, der har bestemt Deres Handlemaade her i Sandby? Har De ikke blot hele Tiden villet lokke mig bort fra Fru Mulvad … dække hende for mig og mig for hende … Jeg tror, det er hende, De elsker … Ja, De maa ikke blive vred …

Kirsten Alrø vendte sig mod ham:

— Jeg skal svare Dem, siden De spørger, sagde hun saa … Men Forholdet er mere indviklet end De tror … Sophie og jeg staar hinanden saa nær, at … ja, hvis jeg døde, vilde hun føle det som en Lettelse og hvis hun døde, saa vilde jeg maaske føle mig fri — — idetmindste nu efter at jeg har lært Dem at kende! Men saadan er Følelsen altid, Stannius