138
Nu ved jeg det… Jeg kommer aldrig til at græde mere …
— … Kunde De da gøre for, at De græd?
— Hvorfor spørger De, Stannius? Hvorfor spørger De?
Deres Blikke mødtes og vilde ikke slippe hinanden igen.
— Fordi ogsaa jeg vil vide Besked. — Svar mig lige saa ærligt som jeg har søgt at svare Dem.
— Vil De vide det? Ja, jeg kunde … det var mig idetmindste bevidst, at jeg græd. Det ligger i vor Natur … Men jeg kunde heller ikke lade være! — — Saaledes forholder det sig.
— Altsaa Bedrag altsammen! sagde Stannius.
— Nej, det er det ikke … tro ikke det! Det er som det maa være — vi kan ikke lave os om. Og derfor tilgiver jeg Dem som De maa tilgive mig … Havde De taget mig den Aften, saa havde jeg aldrig tilgivet Dem.
— Der ser De selv..!
— Det er kun gennem Taarerne, vi tilhører hinanden … sagde Kirsten Alrø. De sørgmodige Taarer, jeg græd den Aften, var baade Deres og mine. — De holdt af mig et eneste Øjeblik … ikke sandt, gjorde De ikke?
