Side:Den gamle Verden.djvu/141

Denne side er blevet korrekturlæst

135

har været et godt Stykke Vej at vandre … Men der er dog et, jeg vil spørge Dem om — og nu sætter jeg vist Deres Taalmodighed og Ærlighed paa Prøve … sig mig blot — hvorfor holder De ikke af mig? Har jeg maaske ingen Ret til at spørge?

— Jo, svarede Stannius. Men jeg ved ikke noget at svare Dem …

— Tænk Dem om, sagde Kirsten Alrø. Der maa jo dog være nogen Mening i det, der er hændt os. Det har slet ikke være saa dagligdags. Og ingen af os har været oplagte til det dagligdags, da vi mødtes. Husker De den første Aften, da jeg havde fortalt Dem om mit omtumlede Liv … om min Kærlighed … og alt det, jeg havde været ude for … da skete der noget, som hverken De eller jeg har glemt. Noget, der var hændet mig saa mange Gange før … og vel ogsaa Dem … Vi laa ved Stranden og De tumlede om i mine Arme, glemte alt, hvad De havde sagt og blev — ja, som den, der kun saa mit Legeme — — … Og jeg tog imod Dem uden Ord, uden Vilje, helt som jeg burde og skulde …

— De græd …

— Ja, jeg kom til at græde … var det saa