Side:Den gamle Verden.djvu/140

Denne side er blevet korrekturlæst

134

sten Alrø … hvilken henrivende Klarhed, som om alting kom nærmere — — er det mon denne Luft, der er gaaet over i mit Blod, saa jeg begynder at se klart — — vil De nu svare mig paa, hvad jeg spørger Dem om, Stannius?

— Ja.

— Men svare ærligt … jeg mener, som De vilde svare Dem selv, naar De var alene.

— Jeg skal svare Dem saa ærligt, jeg kan.

— Altsaa først det vigtigste … det som jeg allerede har svaret mig selv paa! — Nej, De skal ikke standse … De holder ikke af mig, Stannius?

— Jeg tror det ikke … svarede Stannius efter et Øjebliks Betænkning.

— Ser De, Stannius — jeg spørger saa dumt, fordi jeg har svaret mig selv saa klogt iforvejen … De bryder Dem slet ikke om mig! Jeg vidste det. Men vi har gennemlevet noget sammen … jeg mener, vi har sammen foretaget en Vandring gennem vor Tilværelse! — — Og mellem os er der endnu nogle Gaader, der skal løses … Ingen af os vil mere tænke paa Fortiden — —

— Nej, De har Ret!

— Saa vidt er vi kommet, Stannius, og det