Side:Den gamle Verden.djvu/14

Denne side er valideret

8

Pige. Hun var bleven askegraa og hendes Mund bevægede sig som talte hun, og dog kom der intet Ord over hendes Læber. Der var noget frygteligt i denne Stumhed og noget saa uendelig bedrøvet. Hendes Pupiller aabnede sig og trak sig sammen og bag dette skiftende i hendes Ansigt laa et Skær af fjern Tomhed og Haabløshed.

Stannius slog sine Øjne ned. Han havde set noget, der slet ikke vedkom ham. Hvorfor havde han saa unænsomt voldt hende Pine?

Men pludselig hørte han hende le … Og idetsamme fandt hun Ord:

— og nu skal De samme Vej som vi!

Det lød saa bittert, at han løftede Øjnene og endnu engang saa paa hendes gustne Ansigt med det øde Smil … et Smil, der gjorde hendes lille Hoved magert, helt fattigt. Hun saa ud som en Fugl, der anskudt hugger med sit Næb i Dødsangst, et sidste Hug, saa er det forbi …

Han svarede ikke. Han var bleven saa modfalden som sugedes Blodet fra hans Hjerte. Og han saa ud over Vandet, der endnu var rødt, mod denne Solnedgang, der omformede alt, saa Hav og Land flød sammen i et blødende