126
saa er du fri, saa er du din egen Herre. Og naar vi alligevel skal skilles og det forstaar jeg, vi maa, saa er det bedst, du faar det at vide med det samme. Og i Stannius Nærværelse! Ingen af os staar frit, før det er sagt …
— De skal tie!
Stannius stod truende foran Kirsten Alrø.
— De skal tie! Forstaar De ikke, at det vil dræbe hende?
— Nej, sagde Kirsten Alrø og mødte hans Blik. Det vil ikke dræbe hende, det tror jeg ikke. Det bliver maaske mig selv, det dræber. For hun vil leve og Viljen er stærkere end al Fortid … det ved De jo godt, Stannius.
Stannius rystede paa Hovedet.
— Hvorfor vil De saa gøre det?
— For at blive mig selv. For at vide om jeg skal leve eller dø. For at kende mine Følelser. Jeg maa vide Besked. For det er ikke noget, man kan tænke sig til — — de Hemmeligheder, der binder os sammen, maa først briste.
Fru Mulvad stod foran dem, støttet til sin Stok, der borede sig ned i Sandet. Hendes tunge Legeme faldt næsten sammen og hun aandede dybt og hørligt:
