Side:Den gamle Verden.djvu/130

Denne side er blevet korrekturlæst

124

— Hvorlænge var De i Amerika? spurgte Stannius.

— I fem lange Aar … Fem Aar varede mit Ægteskab og i de Aar laa min Fætter syg herhjemme. Jeg kunde ikke lade være, jeg maatte rejse hjem for at se til ham. Da jeg kom tilbage til Amerika, var det nærmest for at søge Skilsmisse. Det var saadan en underlig Form for Slægtsfølelse, der drev mig tilbage til den Mand, jeg holdt af, skønt jeg godt vidste, at han altid vilde vedblive at være syg. Men blot det at være hjemme i hans Nærhed var mig nok. Da han døde, skete der ikke stor Forandring. Og det er saa naturligt — det man har holdt af og aldrig har haft, det mister man ikke… Og saaledes er jeg kommen til Forstaaelse af mine Følelsers Natur…

Hun trak Vejret dybt og lod sin Haand glide hen over Haaret som for at føle om det sad som det skulde:

— Og nu haaber jeg paa Fremtiden, Stannius!

Kirsten Alrø løftede Hovedet. Hun saa fra Stannius til Fru Mulvad, fra Fru Mulvad til Stannius med et hastigt Blik. Saa sagde hun: