Side:Den gamle Verden.djvu/127

Denne side er blevet korrekturlæst

121

nødvendigt, saa kunde det let gaa galt baade for os og for Dem …

Fru Mulvad havde siddet og smilet, som faldt Solen paa hendes Ansigt … og hun havde neppe hørt, hvad Kirsten Alrø sagde. Ogsaa Stannius var faldet i Tanker … det var som vilde han ikke forstaa de Ord, der var saa direkte henvendt til ham. Alligevel svarede han Kirsten Alrø i en ret heftig Tone:

— … Skulde jeg have forraadt min Ungdom til Dem, Kirsten? Det tror jeg ikke… De ser alt ud fra Deres øjeblikkelige Følsomhed … og det er Deres Ulykke! jeg beder Dem kun om eet — lad mig i Fred! De maa lade mig være i Fred — —

Han blev overrasket over sin Hidsighed. Kirsten Alrø sad et Øjeblik tavs med sammenbidte Læber. Saa spurgte hun tilsyneladende ganske stilfærdigt:

— Og De er slet ikke bange, Stannius?

— Jo, svarede Stannius, jeg er maaske lidt bange for Dem. De hidser mig med Deres Voldsomhed. — Burde De ikke have lært lidt af Deres Forhold til Johannes Mulvad … og til hans Moder …?

— De er ond, Stannius.