Side:Den gamle Verden.djvu/114

Denne side er blevet korrekturlæst

108

— Kan De ikke svømme?

— Se nu …

Hun løftede Brystet saa højt, naar hun svømmede og blev hurtig stakaandet og varm. Vandet var saa dejligt, salt og køligt… og det var en vidunderlig Følelse at lade sig bære af det. Man blev et helt andet Væsen i denne fine Balance, hvor man havde Ligevægt i alle Stillinger — det var noget andet end at træde Jorden.

Hun lagde sig paa Ryggen og lod sig flyde og han dukkede op ved hendes Side som en stor godmodig Sælhund… Han fik hende til at svømme under Vandet — hun var helt nede ved Bunden, følte den under sit Bryst…

— Pas paa … nu forsvinder jeg!

Han dukkede ned og hun blev angst og raabte hans Navn. Nogle store Luftbobler fulgte hans Vej i Vandet og hun stirrede efter dem. Da han dukkede op havde han en hel Tangkalot paa Hovedet.

— Nu maa De ikke mere .... De bliver træt.

— Det er det, jeg vil være, sagde han. Rigtig træt af Luft og Vand … Aa, det skal blive lige saa godt at sove inat som at ligge herude.