Side:Den gamle Verden.djvu/112

Denne side er blevet korrekturlæst

106

De laa og stirrede med aabne Øjne ud i Solglitteret og Lyset drev over deres Ansigter, deres Hud blev varm og deres Lunger fyldtes …

Og Stannius sagde:

— Lad os klæde os af og tage et Bad.

— Nej, sagde hun … hvorfor dog ikke blive liggende?

Men han rejste sig og havde allerede sin Frakke over Armen.

— … Hvis der nu kom nogen?

— Vi er ene. og Stranden er lige saa godt vor som de andres …

Hun rejste sig og gik et lille Stykke bort fra ham, men kom straks tilbage. Hun smilte lidt usikkert:

— Skal jeg lystre …?

— Vi bliver sammen og tager Følgerne, sagde han. Kan vi drømme sammen … og kan vi dø sammen … saa kan vi ogsaa bade sammen!

Hun svarede sagte:

— Var jeg blot helt ung …

De klædte sig af uden at se paa hinanden. Og nøgne gik de Haand i Haand ud mod Vandet og, som de syntes, mod Solen, der