105
havde det ikke været Virkeligheden, der havde givet dette Tidsrum sit Indhold … tværtimod, de havde paa alle Maader og ved allehaande Bedrag — og dog ubevidst søgende Frelse — fjernet sig fra det, der var… fra det Øjeblik, de levede i.
Men de følte begge, at nu var alting anderledes. Hun anede, at der … efter saa lang en Dødstid … endelig var hændt noget igen. — Og han vovede ikke mere at se andet end Virkeligheden under Øjne.
Saaledes saa de Havet.
Uden at danne Billeder, uden at fantasere over det. Med klare og faste Øjne. Tog imod det som det kom og gik. De fulgte Dønningslinien, som den vandrede mod Land, kastede sig mod Kystlinien, forsvandt og efterfulgtes af en ny Dønning. De saa de tusinde Sølvskæl blinke derude. Deres Sjæle tog imod som deres Hud og deres Lunger — tog imod, tog imod, uden at forandre noget, uden at gøre Oprør og sætte andet og daarligere i Stedet for det, der var.
Set saaledes er Havet ens i Ungdommen, i Manddommens, i Alderdommens Dage. Forstod de noget heraf?
