101
den hurtigere end Blæsten og vildere end Sandflugten rev alt med sig for øjeblikkelig at sætte noget andet i Stedet… Tiden skiftede og i dens Bølger druknede alt … Og hvis denne Plet Jord saa ud som i hans Ungdom, saa var det blot, fordi han ikke brugte sine Øjne eller ikke vilde se klart…
Alt var forandret.
Han følte et eneste Sekund i sin Sjæl Tidens svimlende Hast … som en Afgrund, der aabnede sig til alle Sider.
Og han vendte sig mod Kirsten Alrø som for at søge Hjælp mod sin Svimmelhed — den eneste Hjælp der er, at ogsaa andre er med i Farten … og at man kan gribe deres Hænder — — og han saa hende ligge der, udstrakt som paa en lyngklædt Baare. Hvor var hun bleg og hvor var hendes Blik uroligt og søgende.
— Kirsten Alrø.
— Ja, Stannius …
— Er De træt, Kirsten Alrø?
— Aa ja, Stannius — hvem der kunde blive liggende her …
— Det maa De, hvis De vil.
— Altid …?