Side:Den gamle Verden.djvu/106

Denne side er blevet korrekturlæst

100

igen? Han vidste det ikke. — Men han følte, at een Gang til vovede han det ikke … idetmindste ikke som idag. Saa maatte det blive en Kamp paa Liv og Død og i Nattens Ensomhed udenfor det Kirkegaardsdige, bag hvilket hans elskede og kære laa begravede. Nej … og saa vidt maatte det ikke komme!

Legen maatte høre op …

Ungdommen var død og det nyttede ikke at vække de døde. Denne Dag vilde sætte et Skel i hans Sjæl — der maatte resigneres og Livet, der evig gentog sig, var dog ingen Gentagelse!

At ville holde fast paa Fortiden — blot paa Nuet — var at trodse Loven. Og Tiden var selve Lovens Bogstav, ukrænkelig og ubønhørlig … hvor det smertede ham at forstaa det. Hvor det smertede i hans Bryst …

Det smertede ham at sidde her i denne brune Lyng mellem alle de dejlige Vækster, denne Pors og disse Fyrretræer, der duftede af Ungdom. Han stirrede mistænksom ind mellem Stammerne, der løftede sig højere og højere bag hinanden og lukkede for Synskredsen … det var som vogtede de over en Hemmelighed, der bestandig maatte skjules … at Ti-