Hun var bleven roligere.
Hun laa og saa op i den blaa Luft. Det var som kun hendes Øjne var til … og dem følte hun som var det to travle og levende Insekter i de døde Øjenhuler. Vilde de snart sprede vingerne og flyve bort … op mod den blaa Uendelighed og ud over Havet, der var saa nær.
Stannius sad ved hendes Side. Han mælede ikke et Ord. Hans Hjerte havde snøret sig sammen og Blodet var veget fra hans Kinder. Hvor var den gyldne Ungdom, der havde ranket hans Ryg? Han syntes, at han pludselig var bleven en gammel Mand, langt ældre end for faa Timer siden — ti var Ungdommen nu ikke for evig fløjet bort fra den visne Haand, han et Øjeblik havde søgt at gribe den med?
En frygtelig Leg …
Og havde han opnaaet, hvad han vilde? Havde han løftet Fligen fra Helligdommen, havde han set sit Selv … sin nøgne Ungdom