97
skinnede. Der duftede af Ozon og Harpiks …
Hun slog Armene om ham. Men han søgte at vige tilbage:
— Sylvia…
— Ja.
— Hvad vil du saa?
— Forstaar du mig da ikke? Jeg vil gøre dig helt glad. Jeg er jo Sylvia. Og du skal glemme alt andet. Jeg vil lægge dig i mine Arme — og saa vil vi vende tilbage til Naturen… Naturen, som du elsker, jeg vil synke sammen med Skoven og det dybe Sus over vore Hoveder. Ved du, at for mig er du Johannes … ham, der fik mit Hjerte, den eneste, der fik det! — — Skal Skovfuglen synge sin glade Sang for dig — lutter muntre Toner. Ikke en eneste bedrøvet … Og dog er min Sang ikke om Livet men om Døden…
Stannius stod og klappede hendes Kinder, medens hun talte. Han blev saa vemodig. Og da hun tav, saa sagde han blot:
— Nej … nej — du er ikke Sylvia… tilgiv mig det ulykkelige indfald!
— Aa, tag mig i dine Arme, raabte hun og klyngede sig til ham. Nej, du har Ret — jeg
