95
— Saa vil det vist ogsaa gaa dig galt… Sylvia!
— Maaske du har Ret … Og kys mig alligevel, bryd dig slet ikke om min Fremtid …
De var naaet ned til Søen, der laa i Læ af Plantagen. De fulgte dens cirkelrunde Bred, gik langs med Sivene, som de lod løbe mellem Fingrene. Engang imellem greb hun om et Sivblad og rykkede til, men neppe havde hun faaet Bladet løst, før hun kastede det igen …
Det slog Stannius, at denne lille runde Sø lignede et Naturspejl, hvori den tavse Himmel spejlede sig. Og han sagde det til hende …
Idetsamme traadte de begge helt hen til Vandkanten og saa deres smilende Ansigter spejle sig dernede, Side om Side …
Og Stannius blev pludselig bleg.
Han skyndte sig videre til de var kommet ind i Plantagen.
— Det er en frygtelig Leg, sagde han med eet.
Han standsede:
— Lad os høre op i Tide! — Det er en frygtelig Leg!
