Side:Den gamle Verden.djvu/100

Denne side er blevet korrekturlæst

94

ligt og beslutsomt Træk om hans Mund … og en pludselig Kuldegysen gennemrystede ham.

— Lad os rejse os, Sylvia. Hvorledes det saa gaar — Livet er dejligt!

— og det skulde blive dejligere og dejligere!

De gik ned ad Stien. Solstrimen over Klittens Kam naaede dem nu og da, saa Lyset om dem var helt gyldent. De gik som i Bølger af Lys og Skygge, i et Lyshav, der skyllede over dem og sænkede sig om dem.

— Og hvorledes vil du opnaa det, Sylvia … at Livet bliver dejligere og dejligere ....?

Der laa et drømmende Smil om hendes Mund:

— Jeg vil elske.

— Som jeg …?

— Nej, kun en eneste Gang. Een Mand. Og han skal gøre Livet dejligere og dejligere for mig.

— Elsker du mig, Sylvia?

— Det tror jeg ikke …

— Men hvorledes skal den Mand være?

— Det føler jeg kun … det kan jeg ikke sige.

— Sylvia, hvorfor kysser du saa mig?

— Aa, hvorfor ikke …?