4
sine Øjne fra dem. Han var kommen op fra Kahytten, det lille kvalme Lukaf, hvor der ikke var til at drage Aande, og havde i samme Nu set de to skikkelser ved Rælingen. Han var bleven staaende … i første Øjeblik med et Smil paa Læberne, straks efter opmærksomt iagttagende, parat til at dreje sit Blik et andet Sted hen, hvis de pludselig skulde lægge Mærke til hans Nærværelse.
Det var ikke nogen helt ung Mand. Han kunde se ud til at være godt oppe i Trediverne. Haaret var graanet i Tindingerne og Ansigtshuden graa. Hatten var skudt ned i Panden som om Lyset pinte ham. Hans Blik var søgende, men baade opmærksomt og respektfuldt. Som de to Kvinder saa paa Havet og Kysten, de nærmede sig til, saaledes saa han paa dem — de fyldte ham med Stemning, han forstod noget af Aftenen og Omgivelserne gennem den Følelse, de bar til Skue … Aftenen aabnede sig for ham, medens han stirrede mod dem.
De havde alle tre staaet saaledes længe i urolig og skærpet Modtagelighed. De to overfor den drømmende Natur, den tredie i kontemplativ Betragtning af det menneskelige eller blot kvindelige, der uvilkaarlig drog ham og som
