2
Den første Kjærlighed.
Charles, som blev opdragen her i Huset, fordi hans Forældre vare døde, og han selv Intet eiede.
Dervière. Det veed jeg; hvad saa mere?
Emmeline. Uagtet han var ældre end jeg, saa tilbragte vi dog hele Dagen med hinanden, vi læste sammen og vi legede sammen, jeg kaldte ham min Broder, og han kaldte mig sin Søster, thi Tante Judithe havde ladet os læse Paul og Virginie; jeg var Virginie, han var Paul. Med eet Ord, vi elskede hinanden til Raserie, og tilsvore hinanden en evig Troskab.
Dervière. Saa tør man da ikke længere lade Fættere og Cousiner være sammen! Og jeg som ikke tænkte paa mindste Fare! Tal ud, hvad mere?
Emmeline. Du veed at han forlod os; han reiste til Udlandet, som Commissionair for et Handelshuus. Men ved Afskeden sagde han til mig: "Du er rig, jeg har Intet; man vil sagtens tvinge Dig til Ægteskab; thi alle Fædre, idet mindste de som forekomme i Romanerne, ere grusomme og tyranniske." Derpaa lovede jeg ham, at jeg ikke skulde gifte mig med nogen Anden, men oppebie hans Tilbagekomst. Han gav mig denne Ring, og jeg gav ham en anden istedetfor; siden den Tid har jeg stedse tænkt paa ham, uagtet jeg aldrig mere har seet ham.
Dervière. Saae Du ham aldrig mere?
Emmeline. Nei, naturligviis, eftersom han ikke siden har været her.
Dervière. Har Du da ikke staaet i Brevvexling eller anden Forbindelse med ham?
Emmeline. Jo, hver Gang det var Fuld-Maane; naar Klokken var ti, gik jeg ud og saae op til Maanen; det samme gjorde han paa samme Klokkeslet, det var en Aftale imellem os.
Dervière. Det var en uskyldig Forstaaelse?
Emmeline. Og naar jeg da saae op til Maanen, tænkte jeg ved mig selv: nu betragter Charles den ogsaa.
Dervière. Og det var Eders eneste Forbindelse?
Emmeline. Var det ikke nok? Maae vi ikke være hinanden troe, naar Himlen har modtaget vore Løfter?
Dervière. Ikke andet end det! Saa er Ulykken ikke saa stor, thi det er nu otte Aar siden Din Fætter reiste herfra, og Du maa ikke tage det ilde op, hvad jeg vil sige Dig, men saadan en Kjærlighed, som den Du der beskriver, er ikke andet end Børnestreger.
Emmeline. Nei Papa, det tager Du feil i. Du veed ikke at det første Indtryk er det varigste; kun den første Kjærlighed er sand Kjærlighed, og man elsker kun een Gang i Livet; det har Tante Judithe ofte nok sagt mig, og nu føler jeg det selv. Siden Charles reiste bort, tænker jeg kun paa ham; jeg elsker ingen Anden; og derfor afslaaer jeg alle andre Partier; thi deels mindes jeg det hellige Løfte jeg har gjort ham, og deels kan jeg aldrig see nogen ung Mand, uden at maatte tænke: o hvilken Forskjel! det er ikke Charles! det er langt fra ikke ham.
Dervière. Jeg troer, Du er ikke klog; Du har gjort en Romanhelt af Fætter Charles.
Emmeline. Jeg kan ikke ægte ham uden Dit Samtykke; men idetmindste tving mig ikke til at ægte nogen Anden mod min Villie. Giv denne Hr. Rinville et Afslag!
Dervière. Hvad tænker Du paa! en Søn at min gamle Ven! Nei Emmeline, det hjelper ikke hvad Du siger. Idag skal jeg vise Dig at jeg har en fast Charakteer, og at jeg ikke føier Dig i Alting.
Emmeline. Og dog sagde Du nylig, at Du ikke elskede Andre end mig, og at Du kun vilde min Lykke? Hvorfor vil Du da endelig gifte mig bort? Længes Du efter at faae mig ud af Huset?
Dervière. Ja, for Din egen Lykkes Skyld.
Emmeline. Men hvorledes skulde jeg nogensteds kunne føle mig lykkeligere end hos Dig?
Dervière. Ah, Du vil bestikke mig!
Emmeline. Paa ingen Maade, men jeg mærker nok hvorledes alt dette virker paa min Helbred.
Dervière. Hvad siger Du?
Emmeline. I to Dage har jeg havt Tandpine eller Feber, jeg veed ikke hvilken af Delene det er, men jeg befinder mig meget ilde.
Dervière. Saa maa det være Feber! og det er jeg Skyld i!
Emmeline. Ja, hvem ellers? Jeg er allerede ganske forandret i mit Udseende; det kan jeg godt mærke, naar jeg staaer for Speilet. Det bliver hver Dag værre og værre. Og naar jeg saa er død og borte, saa vil Du sige: "Min stakkels Emmeline, som var saadan en nydelig Pige!" men saa er det for silde.
