10
Den første Kjærlighed.
og hun har lært mig at kjende Verden, ved at lade mig læse Romaner og Comedier. Der gives 5 eller 6 Maader, hvorpaa man kan bevæge en Onkels Hjerte, og nøde ham til Tilgivelse. Men Hovedsagen er at man er ukjendt! det er en nødvendig Betingelse. Jeg veed ikke rigtig hvorledes jeg bedst skulde gjøre mig anonym for min Onkel.
Rinville. Skal jeg give Dem et Raad?
Charles. Jeg forlanger ikke bedre.
Rinville. Familien venter idag en vis Hr. Rinville, en Godseier her fra Egnen; han er bestemt til at ægte Jomfru Dervière. Men jeg veed fra sikker Haand at han kommer ikke, og at Familien aldrig har seet ham.
Charles. See, see! Der falder mig noget ind: saa kunde jeg udgive mig for ham.
Rinville. Det var just det jeg vilde raade Dem.
Charles. Jeg takker Dem ret meget. Men tør jeg spørge hvem jeg skylder saa megen Godhed?
Rinville. Jeg er en Søstersøn af Deres Onkel.
Charles. Saa ere vi jo Fættere? Saa er De formodentlig en Søn af Onkel Laverdure.
Rinville. Ganske rigtig, men Lige for Lige! Naar De forestiller Hr. Rinville, saa gjør mig den Tjeneste ikke at tale om mig til min Onkel, thi han er bleven vred paa mig, og har viist mig Døren.
Charles. Nei, virkelig? Har De ogsaa gjort gale Streger?
Rinville. Akkurat de selv samme som De.
Charles. Nei det er fortræffeligt! det maa ligge i Blodet. Her er min Haand, Fætter, lad os love hinanden en gjensidig Bistand.
Rinville (seer paa hans Haand). Hvad er det for en Ring De har der?
Charles. Aa det er ikke noget! Dengang jeg var ung og uskyldig, saa fik jeg den i Foræring af min Cousine, det er en Barndoms-Erindring; hun har Mage til den.
Rinville (idet han tager Ringen af hans Finger)}. Saa tag Dem iagt for at gaae med den; hun kunde kjende Dem derpaa.
Charles. Det er ganske sandt; det har jeg ikke tænkt paa.
Rinville. For en Sikkerheds Skyld vil jeg gjemme den for Dem idag.
Charles. Behold den saa længe som De vil, kjære Fætter.
Rinville. Tys; der kommer Hr. Dervière og hans Datter. Jeg vil ikke at De skal see mig, og gaaer derfor min Vei. Glem nu ikke at De er Hr. Rinville, som ventes hertil, for at blive forlovet med Jomfru Emmeline. Lad nu bare de Andre om det, og bryd Dem om ingen Ting.
Charles. Det har De Ret i; saa kommer jeg mageligst dertil.
Rinville (gaaer).
Trettende Scene.
Charles. Dervière og Emmeline
(begge pyntede).
Dervière. Velkommen, gode Hr. Rinville, lad mig omfavne Dem! Bliv ikke vred for at jeg har ladet Dem vente; jeg vilde blot iføre mig en anden Klædning for at tage imod Dem som sig bør.
Charles. Jeg beder tusinde Gange. (afsides). Hvor min kjære Onkel har forandret sig! Naar jeg ikke havde vidst at det var ham, havde jeg saamæn ikke kjendt ham igjen.
Dervière. Her er Emmeline, min Datter, som jeg har den Ære at forestille Dem.
Emmeline (neier for ham og siger derpaa afsides til sin Fader). Nei, hvad han er ækel!
Dervière. Det er ikke sandt, han seer just godt ud; han seer yngre og smukkere ud end Fætter Charles.
Emmeline. Gud! hvor kan Papa sige det? Ja han maatte rigtignok ønske at han lignede Charles!
Dervière (til Charles). Det glæder mig at see Dem kjære Hr. Rinville; jeg har længe ventet Deres Hjemkomst til Frankrig.
Charles. Jeg vilde ogsaa være kommen før, dersom jeg ikke havde havt et lille Gran af Frygt for at komme Dem for Øie.
Dervière. Hvorfor det?
Charles. O jeg er meget frygtsom, meget undseelig af Naturen!
Dervière (til Emmeline). Der kan Du høre, han er bange for ikke at behage Dig. (til Charles). Men nu haaber jeg at De ingen Omsvøb gjør, thi Alt hvad som kan være til Deres Fornøielse ....
Charles. Gud! dersom jeg turde benytte mig deraf.
