9
Tiende Scene.
Dervière. Det kan jeg lide; det kan man kalde datterlig Tænkemaade. Kom med, Emmeline! Og Du, Lapierre, lad Herren komme herind og bed ham vente.
(Dervière og Emmeline gaae ud af een Dør, Lapierre af en anden.)
Ellevte Scene.
Rinville (alene).
Bravo! det gaaer fortræffeligt! I Klammerie med Faderen, i Klammerie med Datteren! det maa jeg rigtignok tilstaae: det er en Plan, som tegner godt. Det gjør mig saa meget mere ondt, som det ikke længer er for Løiers Skyld at jeg spiller denne Rolle. Emmeline er høist indtagende, og jeg kan ikke længere gjøre Afkald paa hendes Haand. Jeg veed nok at jeg med et eneste Ord kan retfærdiggjøre mig, men inden jeg kan sige dette Ord, maa jeg først være vis paa at det er mig selv hun elsker, og ikke Erindringen om Fætter Charles. Man siger, at der i Ægteskabet er Grund til at bære Frygt for Fætterne, og jeg gyser allerede, saasnart jeg hører dem nævne! derfor vilde jeg gjerne for en Sikkerheds Skyld see at faae hende til at glemme den farlige Fætter; thi ellers kunde det let see galt ud: hvis jeg idag indtager hans Plads, saa kunde han let efter Ægteskabet indtage min.
Tolvte Scene.
Rinville. Charles.
Charles (i Coullissen). Tak skal I have! Jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at hvile lidt, thi der er Intet saa trættende som Ageposten, især naar man tager den paa fastende Hjerte.
Rinville. Det lader til at være en original Patron.
Charles. Hr. Dervière er nok ikke tilstede?
Rinville. Nei han er ikke.
Charles. Og hans Datter heller ikke?
Rinville. Nei, heller ikke.
Charles. Det er mig kjært.
Rinville. Ja saa? hvorfor det?
Charles. Jo, thi jeg skulde nødvendigt tale med dem; men siden de ikke ere tilstede, kan jeg imidlertid betænke mig paa hvad jeg vil sige. Hører De til Familien?
Rinville. Næstendeels.
Charles. Saa kunde De gjøre mig en stor Tjeneste. Det er rigtignok ubeskedent, men mellem unge Mennesker ....
Rinville. Forstaaer sig. Lad mig høre, hvori jeg kan tjene Dem.
Charles. De kunde vel ikke sige mig om her har været en vis Hr. Zacharias, en tydsk Capitalist?
Rinville. De mener nok en Aagerkarl? Jo han var her for et Øieblik siden.
Charles. Det var jeg nok bange for. Jeg begriber ikke hvorledes han har faaet min Onkels Adresse at vide.
Rinville. O Himmel! hvad hører jeg! Skulde De være Hr. Charles? Hr. Charles Desroches?
Charles. Ja, det er mig i egen Person, som efter 8 Aars Omflakken kommer tilbage incognito, ligesom den forlorne Søn. Jeg havde haabet at komme hertil førend mit Rygte; derfor tog jeg Ageposten, men den har ikke Vinger, saaledes som Fru Fama. Den fordømte Zacharias er kommen mig i Forkjøbet, og jeg tør vædde paa at han allerede har indtaget hele min Familie imod mig.
Rinville. Aldeles ikke! Han har blot præsenteret en lille Vexel, som Deres Onkel har betalt. See her er den (giver ham Vexlen).
Charles. Er det muligt! Hvilken god Onkel! Ja Naturens og Blodets Baand ere hellige. Ja det tænkte jeg nok, jeg tænkte ved mig selv: enten har man en Onkel, eller man har ingen. (seer paa Vexlen). Jo det er ganske rigtig min Vexel; men jeg gad nok vide hvor dens Sødskende opholde sig; thi Familien er noget talrig.
Rinville. Hvad Familien angaaer, saa vil Hr. Dervière ikke have noget med den at bestille; han siger, han har nok af dette ene Medlem.
Charles. Ja saa? Og hvad sagde min Onkel til den anden Historie? … til den slemme Historie? De veed nok hvad jeg mener? Han blev vist rasende.
Rinville. Nei jeg veed ikke hvad De mener.
Charles. Jeg mener det som jeg har gjort i Bèsançon for 4 Uger siden. Veed De det ikke?
Rinville. Aldeles ikke, og Deres Onkel heller ikke.
Charles. Er det muligt? Ja saa gjør mig den Tjeneste ikke at tale om det; saa vil jeg see at trække mig ud af det paa en skikkelig Maade! thi hvad min Behændighed og mine Overtalelses-Gaver angaaer, saa er jeg ikke tabt bag af en Vogn. Jeg har naturlig Forstand og Læsning: Jeg er opdragen af Tante Judithe,
