78
Oppe paa Vejen kom Ane løbende. Hun var udstafferet som til Altergang i Vejle Kirke.
— Skal hun med? spurgte Josef.
— Ja, svarede Joán.
De kom alle i Baaden. Strømmen var saa stærk, at Baaden var ved at dreje med dem. Ane sad med foldede Hænder i de sorte Handsker. Vinden havde sat hendes Hat paa Skæv. Peter rørte sig ikke. Det brede Ansigt dukkede frem af Pelsens skidne Uld, saa ubevægeligt, som var det dødt.
Paa Molen sad der kun to gamle Mænd og saa paa deres egne spidse Knæ. Men Skildvagterne paa Bastionen vendte sig og saa efter dem. Joán gik ved Siden af den Puklede, bagved dem kom Ane. Vinden paa Floden havde revet hendes Haar op, saa det stod som Totter paa hende over Panden, under den Vejle-Hat.
Peter rokkede et Par Skridt bag Joán. Han gik saa underligt, som et virrende Dyr, der bliver trukket i en Snor.
Der var ingen i Smøgen.
Men pludselig røg Skrædderens Dreng ud af en Gadedør og blev staaende foran Joán og
