71
Der var saa stille derinde og Saven gik ikke. En Dag listede Joán sig derind.
— Peter, kaldte han: Peter, er du her?
Der var ingen, der svarede.
— Peter, sagde Joán, der blev bange; henne fra Høvlspaanbunken var det, som noget jamrede eller peb — som en Hund eller noget peb, ikke et Menneske.
— Peter, hviskede Joan, og Navnet blev i hans Strube.
For det var Peter, som laa dér paa Ryggen, boret ned i alle Spaaner, med Hovedet ned under alle Spaaner, saa der dukkede ikke andet op end den puklede Ryg …
— Peter, gentog Joan.
Men Spaanerne blev kun ved at skælve under Pukkelens Hulken.
Joán havde vendt sig og gik. Blomsterne til Kirken var falden ham ud af Haanden.
Han gik over i Stalden, hvor Josef stod og striglede „Amour“.
— Men det behøvede han snart ikke mere, naar Herren aldrig er hjemme, sagde Josef: Men her sku’ da ogsaa Fanden være. Hvor er mon Herren nu?
