Side:De uden Fædreland 1906.djvu/66

Denne side er blevet korrekturlæst

52

foran sin store Bibel. Hun læste saa højt, at Profeternes Forbandelser blandede sig med den halvvaagnes Feber.

— Og det skal være saa, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet. Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen …

— Hva’ er der, Josse? Josse, gør’et ondt?

— Nej, ikke saameget.

Ane lagde Hovedet ned paa Joáns Pude:

— Det gør godt, naar jeg græder, sagde han og slog Armene op om hendes Hals.

Da Joán vaagnede igen, var det Formiddag. Ane sad endnu ved Sengen. Joán laa stille, med store og stirrende Øjne. Men saa blev han urolig.

— Ane, jeg vil op, sagde han og vilde ud af sin Seng.

— Men det ka’ du ikke, Josse, du maa ligge stille.

— Nej, jeg vil op.

Ane hjalp ham med at klæde sig paa. Han