45
Ansigt, ned mod hans Haar, saa det syntes, som Blodet randt:
— Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.
— Kom, kom, skreg Frøkenen og snublede igen, skubbet og trykket og puffet — af Drengene, der trængtes ind paa hende:
— Kom, kom!
— Pisk ham, pisk ham, slaa ham, Jøden.
David laa paa Jorden; hans Hænder var oprakte med de udspilede Fingre.
— Spark ham, spark ham, Æsels-Jøden.
De sparkede ham, de trampede ham, de stampede ham.
— Kom, kom, skreg Mademoiselle.
Men pludselig borede Joán sig frem — ind mellem Drengenes Ben, frem under deres løftede Hænder, frem til David:
— Løb, løb, skreg han.
— Løb, skreg han, mens alting sitrede paa ham, Ansigt og de knyttede Hænder og Benene under ham sitrede:
— Løb.
Og David slap bort, som en Aal, som en Slange mellem deres Ben, henover Jorden, mens Drengene hujede og skreg igen og Made-