Side:De uden Fædreland 1906.djvu/518

Denne side er blevet korrekturlæst

504

Erik, der bestandig gerne vilde tale, kun for dog at bryde den døde Tavshed, sagde:

— Hertil gik en Gang mine Jorder.

Gik, sagde Joán og hørte pludselig efter.

— Ja, før jeg maatte begynde at sælge fra …

— Hvorfor maatte? spurgte Joán og havde glemt sit eget. Er det daarlig Jord?

— Næ, sagde han: Men det er daarligt med mig.

— Ja, Erik, men hvorfor?

Det var kommet hurtigt, men Joán stansede atter — saa brat som den, der har spurgt om noget, han véd.

— Hm, sagde Erik, det véd du vist godt. Her i Landet er man ikke sammen tre Timer med en Vens Venner uden at man faar Besked.

Han stod lidt. Saa sagde han og hans Stemme dirrede gennem Luften:

— Jeg gad gerne vidst, om der her i Landet er en Ryg, som ikke bløder efter en Vens Hug.

Og som om Joáns tavse Ansigt, der var vendt imod ham, spurgte, sagde Erik:

— Det er Landets Sæd.