Side:De uden Fædreland 1906.djvu/505

Denne side er blevet korrekturlæst

491

ster kender vi ikke. Overfor hvad der ikke er vort men kun Vælskmands Sæd og Vælskmands Tale, der har vi vort gode danske Smil. Og, Venner, der er Værn i vort Smil. (Forstanderen talte med en vis halvtvungen Harme, opsparet i ham enten mod noget, der i disse Timer havde hidset ham, eller mod noget, han ikke havde mægtet at forstaa). Lad os Husmænd bevare det, det sunde og det lune danske Smil.

— Rigtigt, sagde Doktoren og traadte frem.

Forstanderen havde vendt sig, meget hurtigt og han gjorde med Haanden sin Yndlingsbevægelse, som slog han en Kreds i Luften:

— Kære Raabel, sagde han, ogsaa vi to, og det vil glæde alle, vil kunne forstaa hinanden. Ti det er en god Gave, som vi, der er danske, ejer — vi ejer Evnen til at mødes. Og hvis vi strides, er det dog kun Ordstrid — — Strid om Ord, og den naa’r ikke Hjertebunden.

De var alle traadt tættere sammen og Fru Lorentzen havde lagt sin svære Arm ind i sin Mands.

Fru Lorentzen nikkede over Guldkæden, mens Søndenaa’ernes Øjne flakkede ud, som om