469
Forstanderen, der havde set paa Ringen, gav den fra sig og sagde:
— Ja, vort lille Land kender jo ikke saadanne Kostbarheder og de Forhold.
— Nej, sagde Fru Jespersen og smilede med et Smil, som Forstanderen ikke saá: det er lidt langt herfra.
— Det er vel i Paris, sagde Fru Lorentzen, som om hvert af Byens fem Bogstaver stinkede.
Men Joán, hvis Stemme stadig lød som om den sagte kaldte, vedblev i en besynderlig Higen efter at sætte sin døde Ven eller mulig sig selv i Ramme:
— Monthieu var det fineste Menneske, jeg har kendt. Han var Guy de Maupassants Ven …
— Har De ogsaa kendt Maupassant? spurgte Fru Jespersen.
— Guy de Maupassant? ja, jeg har set ham et af de sidste Aar, han levede.
— Har De læst hans Bøger? spurgte han Gerda.
—Ja, jeg nar læst dem, sagde hun, med det samme fjerne Udtryk i sine Øjne.
Købmanden, der havde set paa Joáns Ring,