468
Gerda havde løftet sine Øjne.
— En Duel? sagde Fru Jespersen.
— Ja, han blev dræbt, han var den sidste Hertug af Monthieu.
— Dræbt? udbrød Gerda.
— Men af hvem? spurgte Fru Jespersen.
— Af en stor Maler, sagde Joan, hvis Stemme kun kaldte paa Een: Maleren Adelskjold, hvis Hustru han elskede.
Fru Lorentzen havde faaet Ringen og holdt den foran sig som et Løg.
Men Joan blev ved og det var, som om hans halvhviskende Stemme fulgte Klaverets Toner:
— Det var en Spaadom i François’ Slægt, at den sidste Monthieu skulde betale Livets Lykke med Døden.
Fru Lorentzen gav Løget fra sig til Forstanderen, som var traadt til.
— Hvor gammel var han? spurgte Fru Jespersen halvsagte og fremadbøjet.
— Saa gammel som jeg, sagde Joán og saá kun Gerda, hvis Øjne var fæstede paa Rummet, som vendte hun Bladene i en Bog, hvori hun læste.
