448
havde jeg en Søn — men Madame har kun skænket mig Døtre — vilde jeg … men man kan jo ikke sige den Slags … vilde jeg i fuld Oprigtighed ønske ham, at vi alle var opslugt af Tyskland. Det vilde jo være hans Lykke — et stort Land, ikke sandt? Det store Land byder dog den store Chance …
— Men det vil ogsaa komme, sagde han.
— Vort Slægtled har dog gjort Fremskridt og vore Børn (Doktoren smækkede med Tungen) vil ikke være anlagt for Sentimentaliteter.
— Min Fødeø, sagde Joán og talte som før, er bedækket med Blod.
— Ja saa, ja saa, sagde Raabel, ligesom forvirret ved Joáns Tone.
— Den er dækket med mine Forfædres Blod.
Doktoren lo, men med en usikker Latter:
— Ja, andre Tider og ikke sandt? andre Forestillinger …
— Og en anden Race, andre Racer, bedste Herre.
— Men vi Danske og Blod, kære Hr. Greve, vi Danske og Blodsudgydelse. Vore Evner gaar sandelig ikke i den Retning. De skulde vide,