393
— Ja, raabte Grev Holstein fra Dørtærskelen: la’ ham faa Øjnene op, Frøken.
— Alle de Ujházy’er, blev han ved: de har halvlukkede Øjne.
— Og alle i Frøken Gerdas Familie har store Øjne, sagde Joán, og det var, som hans Stemme vilde holde hende fast, idet hun gik.
Erik og Joán blev ene ved Vinduet.
Saa sagde Joán, der holdt Haanden om Vinduessprossen:
— Hvad var der — du — — med Frøken Gerdas Søster?
— Med hendes Søster …. hun druknede sig. Det var vist i Espergærde — det er der noget, der hedder.
— Ja — — men hvorfor druknede hun sig?
— Véd s’gu ikke. Der var s’gu ikke no’et galt fat. Men hun havde jo trumfet det igennem, at Student, det vilde hun være. Og saa da hun var blevet det og skulde studere videre, siger de, hun kunde ikke rumme det.
— Og saa tog hun sig af Dage, sagde Joán langsomt.
