381
pludseligt over til Fru Raabel, langsomt og venligt og pegende paa Hyacinterne:
— Det er Frøken Luckows Hyacinter … jeg kender dem paa Farven.
— Ja, Fru Lorentzen, svarede Fru Raabel, der syntes rørt: det var Fru Luckows sidste Vennegave til hendes Læge.
— Og nu har de prydet ved et lille Festlag. Det hørte vi, sagde Fru Raabel og vendte sig til Gerda, der havde revet Blomsterne op af Hr. Olesens Køler.
— Saa skulde vi maaske gaa, foreslog Købmanden, der længe intet havde sagt.
— Ja, sagde Joán: saa gaar vi.
De andre gik i Forvejen gennem Salen.
— Her er mørkt, hviskede Joán: Pas paa.
Og han stødte mod Bænkene.
— Jeg er kendt, sagde Gerda.
— Det var en Bænk! … Og han strakte Armen frem, som vilde han lede hende.
— Jeg holder mig til Væggen.
— Hvor er I? raabte Holstein bagude.
— Her, sagde Joán.
