380
sammen. Og saa et Hurra, raabte Larsen, og de raabte Hurra tre Gange.
— Jeg ka’ s’gu, sagde Larsen og klinkede: aldrig høre den om Else, uden at jeg ska’ faa Taarer i mine Øjn’.
— Skaal, Hr. Koncertmester.
De klinkede sammen, to og to.
Joán holdt endnu sit Glas mod Eriks.
— Ja, Tak for idag, du, sagde Erik.
Der gik med ét en Trækning over Hofjægermesterens Ansigt og han skød Læberne frem, før han drak:
— For, Josse, det er jo ikke Festdage altsammen — her i Landet.
— Hr. Hofjægermester, det var Fru Raabel, der kom med sit Glas i Haanden: der var Musik, der var Musik deri … nu kan De da ikke undslaa Dem i Musikforeningen.
Dr. Raabel, der havde løftet Flasken og sét, om der var mer, skænkede i og sagde:
— Det var forbausende, ganske forbausende. Min Kone sagde i ét væk: Det er virkelig Musik, det er virkelig Musik.
Fru Lorentzen, der stod ved Bordet, sagde
