Side:De uden Fædreland 1906.djvu/361

Denne side er blevet korrekturlæst

347

slet ikke havde rørt sig, med bøjet Ansigt. Jo, Handskerne havde hun taget af. De blottede Hænder laa foldede. De var ligesaa blege som hendes Ansigt — hendes lille Ansigt.

Joán var ude igen.

— Kom, kom, raabte Haacke.

— Nej, nu vil jeg ikke mer, sagde Joán, der stod paa Scenegulvets Rand ved Siden af Erik.

Og Holstein sagde:

— Det var skønt, du, og endnu betaget lagde han Haanden ind om Joáns Liv, trykkende ham ind til sig et Nu, som kunde han have været en Kvinde.

— Champagne Alex, raabte Joán og lod sin Haand glide hen over Eriks Haar.

— Nu skal vi drikke med Formanden.

Døren blev lukket op. Men det var Hr. Jensen, der kom. Han bar en stor Bakke, fuld af Blomster, mens han snoede Overkroppen som en Slange.

— Nej, hvor den er smuk, sagde Joán og løftede en Buket af Orkidéer op imod sig.

—Ja, den er s’gu køn, sagde Holstein, næsten i en Studsen.