345
Men Joán lo ham straalende lige ind i hans Ansigt:
— Kom saa, raabte han til Haacke.
Grev Erik gik ud til sin Plads.
Men da han var gaaet, raabte Joán, fra Scenegulvets Rand, til Berlineren:
— Alex, bring mer Champagne — ind ad Bagdøren — og Glas.
Og han var inde.
Han søgte at sé og han saa ingen. Rampen skilte ham fra dem i Mørket.
Saa kaldte Klaveret paa ham.
— Jo, der sad Erik … og der — — de andre.
— Hun havde foldet sine Hænder over sit Knæ og bøjet sit Hoved.
Nu faldt han ind.
Han vidste ikke, han tænkte ikke, hørte kun Tonerne stige — svulmende stige og stige, svulmende folde deres brede Vinger ud:
— Bredden — Bredden, den han aldrig havde naaet …
Lykkelig fulgte han, over sit Hoved, Tonernes Slag — som en Fugleflok foran hans aabnede Øjne.
