338
— Greven kommer sent, sagde Berlineren, der gemte en tændt Cigaret bag sin Ryg.
Joán gik hen til Vinduet: de spillede derovre endnu. Skyggerne gled hen over de hvide Gardiner. Joan havde lukket Vinduet op. Men Tonerne gled bort i Lyden af de Kommendes Trin.
Nogle Stjerner skinnede svagt paa den ganske blaa Himmel. Kun en eneste, lige dér, funklede saa stærkt.
Og som vilde han indsuge selve Himmelen med dens blege Stjerner og stirre ind lige til Gudfaders Skød … strakte Joan sit Hoved tilbage, mens den ene og eneste Tanke sang i alt hans Væsen. Den ene Tanke, der havde sunget siden da i hans Nerver og hans Hjerte og hans Hjerne (og han troede, det var den, som bar hans flyvende Fødder):
— Dér maatte man da kunne gøre alle Mennesker lykkelige.
— Alle lykkelige.
— Skabe Lykken og et Fædreland.
Det var ikke Vej og det var ikke Maal. Det var ikke Tanker og ikke Planer — kun som en Sang i hans Hjerte:
