334
— Ikke, sagde Joán og han blev ved at smile.
Men pludselig vendte han sig:
— Nu skal jeg over at spille.
— Ja, sagde Gerda og havde glemt det, hvortil hun saa længe havde glædet sig:
— Det er Tiden.
— Ja, høje Tid, sagde Grev Holstein og rejste sig.
— Farvel saa længe, sagde Joán og hastigt tog han begge Frøken Gerdas Hænder.
— Farvel, sagde Gerda og, brat kom det:
— Og Tak.
Hun havde sagt det ene Ord med en ganske lille Stemme og Joán saá paa hende, som han ikke forstod. Men saa sagde han — og igen saa hastigt:
— Nej, men nu skal jeg takke.
Og i et Sæt begyndte han at sige Farvel og gav Haanden, dem alle Haanden — og man kunde tro, han var befriet ved at komme bort og det var vel dog ikke det, da han trykkede alle Hænder. Men foran Købmand Johansen blev han staaende og saá ind i hans Ansigt, som vilde han læse i det:
