Denne side er blevet korrekturlæst
332
Du danske, friske Strand,
hvor Oldtids Kæmpegrave
staar mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg — Danmark mit Fædreland.
De sang lidt hurtigere, mens Forstanderen førte Sangen.
— Sig mig Ordene, hviskede Joan.
— Ordene?
— Ja.
De sang igen, mens Gerda sagte hviskede Sangens Ord, staaende tæt ved Joán, der atter sang, Ordene med — fangende dem fra hendes Læber:
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
mer rigt end her, ned til den aabne Strand,
hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen
saa dejlig som i Bøgens Fædreland?
Den ene Sønderjyde havde lagt Armen ned om sin Hustrus Liv, mens Gerda blev ved at hviske Digtets Ord:
Du danske, friske Strand,
hvor Dannebrogen vajer,
— Syng med, hviskede Joán.