326
Erik spiste og Fru Jespersen snakkede. Joán sad og saá paa Erik: han havde det samme gamle Tag, naar han spiste, og førte Maden saadan med et Snub ind i sin Mund, men hans Fingre var blevet mere svære.
— Véd Du, Joán, det minder om Michel, ikke? … naar vi stak fra Kostholderen og spiste paa Knejpe.
— Tak, sagde Fru Jespersen.
— Det var det dejligste, vi vidste, sagde Grev Erik.
Og han fortalte om Bagstuen: Husker Du, husker Du, tæt ved Luxembourg, hvor de havde gemt sig for at ingen skulde „dage“ dem og de spiste røgede Normanner-Sild, for de lugtede af Danmark.
— Men han gik forresten mest for sig selv og lukkede Øjnene, sagde Grev Holstein om Joán med sit gamle halvmisfornøjede Nik.
Frøken Gerda havde støttet Hagen paa sin Haand, saa det lille opadvendte Ansigt laa i Lampens Lys:
— Du levede s’gu altid, Joán, saadan paa Siden af os andre.
