318
Og han og Frøken Gerda kom paa én Gang til at le — sammen, ad Likørflasken, der stadig fløj; da en Haand rørte ved Joans Arm og Fru Jespersen sagde og forestillede en slank Mand med et skægløst Ansigt:
— Det er min Mand.
— Saa kom De dog, Hr. Pastor.
— Ja, jeg naaede herhen, sagde Præsten: jeg vilde jo gerne følge min Kone.
Og henvendt til Fruen sagde han:
— Hun gik bort saa stille og kønt, Du.
Gerda kom til:
— Men, Hr. Pastor, De ska’ ha’e no’et at spise.
— Hun er død, sagde Fru Jespersen.
— Er hun? sagde Gerda — men det samme Smil laa straalende helt ud over hendes Træk —: Aa, hun var saa god og rar. Hun tænkte da paa alle Mennesker.
— Ja, Dem holdt hun af, sagde Præsten.
— Aa, Herregud ja, naar man var der til Kaffe — og Fru Jespersen lo halvt —: og hun var kommen til Sæde paa sin Forhøjning og begyndte paa sit:
— Ja, Gerda-Skat er kær. Lille Fru Jesper-
