313
og dér stod hun og havde talt Kassen op og havde faaet tændt sit Tællelys . .
— Hun sku’ jo gaa i Seng ved sit Tællelys.
Han skiftede igen Tonen:
— Naa, Karen Post, De holder ud, si’er jeg saa, De gi’er’en ikke op, si’er jeg saa … Nej, Jørgen Larsen, sa’ hun saa, En maa staa paa sine Ben, sa’ hun saa og var li’esaa fast i sit Ansigt, til En falder.
— Og saa gik hun op … med sin Praas …
— Og saa om Morgenen var hun død.
— Det er s’gu den kønneste Død, jeg har kendt, sagde Urmageren:
— Men hende er det s’gu, der har bygget Bulen, sluttede han.
Der var stille endnu. Kun Doktoren sagde nogle Ord — da Købmand Johansen rejste sig:
— Ja, saa be’r vi vel ta’e til Takke, sagde han.
Men idet Gerda rejste sig, saa hun op paa Joán og sagde — og det lød, som havde hun al den Tid kun tænkt paa det —:
— Hvor det maa være dejligt at eje Deres Ø …
— Eje hvordan?