297
søgsmarkerne ved Landbrugsskolen og igen om Spinderiet — da Fru Lorentzen sagde:
— Men vi Venner kender Spiren og Kærnen.
Og paa én Gang talte de alle om Højskolen og Samtalen slog sammen om Forstanderen, der maaske i Stilhed havde ventet paa sin Tid, men som nu kun sagde, med et Nik over det brede og hvide Bryst:
— Ja, Greven kender vel næppe vor Skole.
Men Joán sagde, at denne Højskole var dog kendt overalt i Europa.
— Man kan maaske sige i Verden, sagde Forstanderen:
— Ja, Gud ske Tak, vi har mange Venner, og vor største Glæde er at sé dem fortsætte Gerningen …
Og han talte om det lemlæstede Finland, hvor vi havde mange Lærlinge:
— Ja helt ud til Sagaøen ta’er de Arbejdet op i Glæde, sagde han.
Han talte meget jævnt (men alle tav dog) og han fortalte Joán (maaske med et lille Smil som den, der underretter en meget Uvidende) om, at der jo — og navnlig til vore
