Side:De uden Fædreland 1906.djvu/280

Denne side er blevet korrekturlæst

266

— Ja, De kommer jo saa meget rundt — mit Navn er Lorentzen og jeg har Spinderiet, skød han ind som en Parentes — men for os er det naturligvis en stor Begivenhed at sé en Mand som Dem.

— Det er min Kone, lagde han til uden Overgang og pegede paa en Dame ved Siden af sig — med et Ansigt, der var blevet rundt som en Kugle og med Haaret strammet bag til i en Top.

— Ja, iaften bliver det et stort Møde, sagde Fru Lorentzen.

Jo, dér var Frøken Gerda — dér i Krogen ved Siden af en Dame i Blaat. Joán havde bukket derover to Gange, før han sagde og ret højt:

— Godaften, Frøken.

Og Frøken Gerda svarede — og gjorde et Kast med Hovedet, der blev saa nydelig snapt, fordi hun blev forlegen —:

— Godaften; mens Joán vilde gaa frem og blev stanset af en lille Herre i Smoking og med rødkantede Øjne bag en Lorgnet, der sagde: