Side:De uden Fædreland 1906.djvu/279

Denne side er blevet korrekturlæst

265

Ovre hos Johansens ventede Bestyreren ved Opgangen til Trappen.

— Hvis Greven vil gaa ovenpaa, sagde han og fulgte efter Joán.

Døren til Dagligstuen stod aaben og Stemmerne summede højt, helt ud paa Trappen.

— Her er mange, sagde Joán.

— Ja, her er jo kommet en Del sammen, svarede Bestyreren og bøjede Hovedet igen.

Købmand Johansen kom ud over Dørtærskelen:

— Det var rart De kom, sagde han med Haanden i Joáns: Ja, her er kun et Par Venner (hele Stuen var fuld,), men det nytter vist ikke at nævne dem.

Alle havde vendt sig mod Døren, men kun et Øjeblik. Saa talte de igen, mens Hr. Johansen nævnte de Nærmeste og tilsidst sagde med en lille Bevægelse med den venstre Haand, som straks vendte tilbage til hans Lomme:

— Og det er min Bestyrer.

Der kom et Par Gæster, som Johansen trykkede i Haanden, mens en skulderbred Mand med Fuldskæg og Halskæde ned over Vesten sagde til Joán: