243
— Naar De nu en Gang skal ud at sé hundrede Tusind Mennesker.
— Det kommer jeg aldrig til, sagde hun og hun rystede paa sit Hoved: Fa’er, han si’er, at Theodor — Theodor, det er min Broder — at han har fartet for os alle.
— Her er det, sagde hun, og de bøjede fra Skinnerne ind over en Mark.
— Da vi var Børn — hun vendte sit Hoved og Joán saá hendes Smil gennem Mørket — legede vi altid „Verdens Lande“. Det var i Gaarden — for den er saa stor — og saa var Tønderne alle Byer og Vognporten, det var Rom. Men Engen, det var Asien.
— Har De været i Asien?
— Nej, svarede Joán.
De begyndte at gaa op ad Bakken og de naaede dens Rand. Foran dem laa Markernes Mørke. Kun de enkelte Træer stod rundt omkring som en Vagt af Skygger.
De stod tause foran det stille Mørke … tæt ved hinanden …
— Men, sagde Joán og talte langsomt og kun halvhøjt:
16*
