238
— Dér stod Bestyreren, sagde Joán.
— Saa? sagde Frøkenen og de gik til.
— Det er den samme Vej, De kom, sagde Frøken Gerda.
— Men nu er den kønnere, sagde Joán.
— Ja, sagde hun og saá op i Lamperne, der var spændt over Vejen: for nu er her elektrisk Lys.
— Det er vores Stolthed, det elektriske Lys.
Hun saá rundt paa de røde Huse langs Vejen og hun lo igen:
— Men der er næsten ingen, der bruger det, for de har ikke Raad.
— Og vi bruger det heller ikke. For vi kan ikke ha’e det i Stuerne, uden vi ogsaa skulde ha’e det i Butikken … Og Fa’er vil ikke ha’e det i Butikken.
— Men hvorfor? sagde Joán.
— Nej — og hun blev ved at le — for han si’er, at saa billige Varer som dem, vi maa sælge her, dem skal Kunderne ikke sé for godt.
— Deres Fa’er er klog, sagde Joán og lo.
— Ja, sagde Frøkenen og nikkede, pludselig alvorlig.
