Denne side er blevet korrekturlæst
231
Joán havde sat sig ved Klaveret. En Melodi gled langsomt frem under hans Hænder …. hvordan var nu Ordene, de Ord? Hans Mo’er sagde dem saa tit, naar Joán, han sang dem, alle Melodierne, foran den sorte Kakkelovn med Fødderne:
Og Maanedsdagen …
Maanedsdagen …
Joáns Hænder slap Tangenterne ...
De havde tændt et Par Lygter paa Gaden. Deres Skær faldt gennem Vinduernes Blomster ind over alle Billeder. Saa stille her var. Han hørte Fodgængernes langsomme Skridt paa Gaden. Nu gik de vel hjem fra Arbejdet og fra Markerne.
Joán blev ved at søge om de Ord:
Men Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.
Hans Mo’er havde saa tit sat sig hen ved Vinduet om Aftenen, med Hænderne op under Hagen, og stirret ud.
