229
hans Hoved som en Melodi, han ikke kunde komme rigtig paa, en Visemelodi, han halvt havde glemt.
Men han havde handlet dumt nu, hvor han alligevel havde villet til Danmark. Han skulde straks fra den første Dag have været sammen med rigtige Mennesker. Og han havde bare været sammen med Kunstnere, som lignede alle andre Verdens Kunstnere. De var bare fattigere og mere slidte i Kanterne, og deres Koner gik med skraaede Kjoler. Joán kom til at smile — hans Tanker sprang saadan som altid, naar han var lidt glad — og han tænkte paa Festen i København. Det havde været saa venligt af de Folk at indbyde ham til den Fest. Mændene sad, med deres Halvlærreds skæve Skjorter, som de, der sjældent kommer til Festbords, og var de kommen der, vilde de skam spise for Pengene. Men Fruerne sad, med hule Øjne og Granatbaand om de udpinte Halse, aandsfraværende og krammede om de vaskede Handsker. „Aa ja, Hr. Greve,“ havde Joáns Dame sagt straks, de kom tilbords (hun lignede en Seniliakaktus i Hovedet, saadan flød hendes Isse med Haartotter), „man bliver saa forvirret og saa for-
