215
og svajede sin Skabelon — aa, han stod foran et Spejl.
Joán løftede sine Øjne: Kro-Gavlen var blevet lidt vind. „Hotel Danmark“ læste Joán. Det stod med Rødt paa Hvidt. Men et Par af Bogstaverne var blevet en Smule ufuldstændige, fordi Kalken var falden ned. Joán blev ved at fæste Øjnene paa det Rødt paa Hvidt, til han lod dem glide ned over Huset. Kellneren stod stadig og udspejdede sig selv, forfra og bagfra, foran sit Spejl.
Men Joáns Øjne gled videre ned over „Danmark“:
Der var Hængsler i den Aabning, der skulde have været Port — fire store nøgne Hængsler …
Naar Joán kom hjem, vilde han flytte op i sin Fa’ers Stuer. Han vilde stille Flygelet dér, hvor Fa’ers Arbejdsbord stod. De Værelser laa ogsaa mod Nord. Hvor lidt han egenlig havde kendt til sin Fa’er og vidst om ham. Men han havde jo ogsaa altid talt saa lidt, hans Fa’er. Der var de Aar, da han altid læste, tidlig og sildig — alle de brogede Bøger, Lægers Værker og Filosofer og „Erindringer“, læste og læste.
